20. januar 1912 - Sarah Bernhardt igjen

For hundre år sida i dag åpna mange norske avislesere avisene sine og kunne lese følgende betraktninger av Sarah Bernhardt om «kvindedragten»:

«Det karnevalsaktige i kvinnedrakten vil vi på ingen måte avskaffe. På andre områder er det mer enn nok av ensformighet og grått i grått. I klesdrakten vil vi unngå enformigheten. Alt er tillatt nå til dags. En empiredrakt og en directoiredrakt vekker ikke oppsikt noen steder, og en paradisfugl – Madame de Staëls yndlingspynt – kan sitte på halsen til en Gibson girl. En dame bør alltid selv si det siste ordet om drakten. Hun skal ikke underordne seg dameskredderens tyranni. Hun har rett til å ha sin egen mening og bør også si den. Hun skal ikke nøye seg med å være en kostbar dukke i dameskredderens hender og rette seg etter alle hans luner og innfall. Heldigvis hersker det for tiden en slik frihet i klesdrakten at ethvert nytt påfunn, enhver anakronisme tåles. Enhver kvinne har derfor leilighet til å hylle sine egne personlige innfall og luner og plukke ut av enhver stilart de bestanddelene som forekommer henne originale og kledelige. Allikevel skal vi ikke forakte hva som er moderne for tiden. Selv de aler nyeste moter er inspirert av en grunntanke som er riktig og smukk: de naturlige linjenes ynde skal gjengi den kvinnelige skikkelse. Men hva skal man gjøre med en skikkelse som ikke er skjønn fra naturens hånd? Svaret er at drakten må innrettes slik at man ikke ser de mindre skjønne linjene, og hvordan det lar seg gjøre, må enhver selv finne ut. En berømt mann har en gang sagt at i Frankrike finnes det ingen stygge kvinner. Det finnes i hvert fall få kvinner som ikke forstår å ta seg ut.»

Så langt madame Bernhardt. Her synes jeg det kan være på sin plass å gjengi ei pussig lita meningsutveksling i avisenes brevspalter om ett av datidas hotteste diskusjonstema: BUKSEDAMENE!

Morgenbladet ca. den 10. januar, undertegna «S.»:

«Forlængst vakte Fænomenet en ulmende Uvilje i mit Sind. Men jeg ofret det foreløbig ikke den Opmærksomhet, at jeg gjorde mig det klart, i hvilke Følelser min Uvilje var begrundet. Var det mine moralske eller mine æstetiske Fornemmelser, som ikke vilde forlikes med dette allernyeste Utslag av den stolte kvindelige Frihetstrang?

Forleden klargjordes mine Begreper. Jeg blev tvunget over i et Standpunkt. Det var ved en Høifjeldsstation. Jeg kom rullende ind foran Perronen en stormfuld Dag. Halvt begravet laa Husene under uhyre, fantastisk sammenpiskede Fonner. Alt stod i hvirvlende Røk av den tørre, finkornede Sne. To forpjuskede Renkalve stod midt i Kavet, vaklende paa spinkle Ben, nogen skindkledte Hallingdøler krøp hutrende i Ly for Vinden. Men midt paa Perronen, paa Toppen av en Snefon, aabenbaret sig et menneskelig Væsen, trodsende alle Elementers Rasen, utstillet til almen Beskuelse: Toplue, Finnekufte, Knæbukser, Puttees. Det gyldent nyfarvede Haar stod i en mægtig Kam rundt Hodet, det pudrede, sminkede Ansigt hadde en Skinkes rødviolette Kulør, i Munden gloet en Cigaret. – Fra Naturens Haand er Væsenet ment som Kvinde, personlig begjærer det vistnok en Dames Navn. I Øieblikket begjæret det altsaa intet andet end at bli beglodd. Derfor Posituren, derfor Bukserne, derfor Cigaretten, som tændtes, da Toget pep i det Fjerne.

– Naa, Gudbevares, alting lykkedes. To Hundre Par Øine stirret fra Kupéernes Vinduer. Paa de høist seværdige Renkalve gav ingen Agt, Restauranten lokket forgjæves med Smørbrød og glohet Boullion. Og Væsenet stod der standhaftig i den hylende Storm. Og i hendes Ansigt stod at læse hendes eneste henrykte Tanke: Jeg er Buksedame, jeg er Buksedame! Man ser paa mig, man spør, hvem jeg er! Også jeg glodde. Fænomenet v a r seværdig. Det indbød til nærmere Analyse. Og dets Art og Oprindelse var i Virkeligheten ikke vanskelig at eftervise. Idealet Sportskvinden og Idealet Pariserkokotten var Fænomenets Bestanddele i sælsom Blanding. Ikke den ene, ikke den anden av disse Tidens Gudinder hadde i rendyrket Form formaadd at tilfredsstille Væsenet. Hun maatte i sig forene dem begge, begge i samme Moment.

Men da følte jeg det overbevisende sterkt i mit Indre, nu reagerte jeg mot Fænomenet, ikke længre i ulmende Uvilje, men i heftig Indignation. Det var baade paa Moralens og Æstetikkens Vegne, jeg reagerte. Turde jeg saa ikke derav slutte, det var Moralen, som tok Forargelse av Kokotten, Æstetikken av Sporten? Og det var mig plutselig klart: Alene i Skjønhetens Navn maa Buksedamen bekjæmpes. Her nytter ingen Protester under Venanstændighets Paakaldelse. ‘De er kalvbente, mine Damer’, maa der tutes i Ørene paa de Forvildede. ‘Det er hæslig at være kalvbent’!

Naive Sjæle, som har trodd, det var Ærbarheten, som var Skjørtets Ophav! Som saa smukt har tænkt, at det foldet sig ut fra det første spirende Blufærdighetens Figenblad i Tidernes Morgen! – Å nei! Hun saa, hun var kalvbent, den første Kvinde. Da ilte hun med Skjørtets Opfindelse. – Den Historie har Troværdighetens Præg. Men Historien maa gjenta sig. Og naar der nu er de Kvinder, som i utrolig Selvforblindelse vil fornegte den beskjæmmende Kjendsgjerning, da tut dem atter og atter i Ørene: ‘De er kalvbente, mine Damer, det er hæslig at være kalvbent!’ – Se saa til, om ikke Skjørtene kommer i Ære!»

Kommentar fra redaksjonen: «Vi har lat Hr. S. rase ut, – det maa ha været en styggelig Aabenbaring, han har hat paa Fjeldet. Men er der ingen, som vil ta Buksedamerne i Forsvar, baade æstetisk, moralsk og sportslig?»

Svar fra «Eva», ca. den 13:

«Aa, du hellige Enfold, du værdige Repræsentant for det sterke Kjøn! Naar vil du komme ut over din naive Tro paa, at du er den Tap, hvorom alt dreier sig – ogsaa Buksedamen? Skal jeg faa Lov til at klargjøre dine Begreper en Smule? Der var engang – men det er heldigvis længe siden – da de fleste Damer vilde latt sig skræmme ind i Skjørtet igjen av dit frygtelige: ‘I er kalvbente, mine Damer!’ Det Individ du skildrer, kjære Adam – var det ikke saa, du het? – det er ingen Buksedame, men heldig var det for dig, at hun for Anledningen hadde prydet sig med dette forhadte plag, som hun tydeligvis har opfattet som sidste Mode. Om ikke saa hadde været, vilde nok du og Damen faldt i Armene paa hinanden, ved første Øiekast. Hun var da virkelig ellers en Repræsentant for det rette kvindelige Ideal! Alt hadde hun gjort for at falde i Smagen. Jeg synes, jeg ser hende paa Toppen av Snefonnen! Er det ikke underlig, du, hvor litet der skal til?

Hadde hun bare holdt sig i Skindet, det vil vi i et stramt Skjørtefutteral, der hadde hindret alle frie Bevægelser, vilde der vrimlet av Ildtilbedere. Alt var jo i Orden! Valker og Haarfarve og Pudder og Selvtilfredshet og Frækhet og Behagesyke. Og Skjørtet, du , som hun i sin Dumhet trodde gammeldags, det hadde jo bare gjort hende saa rørende hjælpeløs. Kan der tænkes noget mere bedaarende end en Kvinde, som altid vil trænge din Støtte og Hjælp og derfor vil være saa ydmygt taknemmelig?

Men det var slet ikke om dette utækkelige Individ, jeg vilde tale. Det var om Buksedamen. Vet du, har du det mindste Begrep om, hvem hun er? Jeg vet det, for jeg er det selv. Aa, du tilgir mig det aldrig, er jeg bange for! Jeg er – en 18-aarig Buksedame. Nu fik jeg sagt det! Vidunderlig er det at kunne være like saa letvindt og selvhjulpen paa ski og kjælke som mine Brødre.

Jeg hadde naturligvis mine Betænkeligheter, da jeg første Gang drog opover i min nye Dragt. Min Kalvbenthet maa jeg si, jeg ikke skjænket et Suk. Det er vel kanske heller ikke værre end Gutternes Hjulbenthet, men jeg likte ikke rigtig Tanken paa alle de Ord, der vilde falde om Lysten til at stikke sig frem. – Kritiken har nok været der, men nu gir jeg den en god Dag, og det endskjønt jeg vil paastaa, at jeg er noksaa kvindelig. Gad visst om jeg ikke skulde kunne konkurrere med Damen paa Snefonnen? Ja, jeg husker nok, du sa, at du ikke likte hende. Men – det var Bukserne, som hvæsset din Pen, ikke sandt? Haanden paa Hjertet. – Du lurer mig ikke, du gamle Adam. Jeg er klok, skal jeg si dig.»

Svar fra «S.», ca. den 16.:

«Frøken Eva!
De forutsætter med fortryllende Freidighet, at vi er dus. Jeg skulde oprigtig talt foretrække at ha Dem litt mere paa Avstand. Trods Deres skjønne 18 aar, og trods alle de andre Yndigheter, De maatte besidde – med og uten Bukser. Er De nu forresten en virkelig Buksedame? – Jeg danner mig altid et Billede av den, som har skrevet det, jeg læser. Ogsaa Deres Billede, Frøken Eva, steg sterkt og levende frem for mig, da jeg nød Deres Artikel. Men, vil De tro det, Billedet hadde Skjørter. – De kan aldrig saa meget bedyre Deres Bukser. Naar De tenker og ræsonerer, naar De skriver, Frøken Eva – sandelig da har de Skjørter paa.»

Åpenbart har hr. S. ment at dette var et tilstrekkelig tungtveiende argument, for vi hører ikke mer fra han om denne saka. Men temaet skulle bli hyppig tilbakevendende de neste månedene.